Spørgsmål og svar

Spørgsmål

Visse spirituelle lærere siger at man ikke behøver at gøre noget for at vågne op, og andre siger det kun kan ske efter mange års hårdt arbejde.

Maj 2010

Nukunu:

På en måde har de begge ret. Lad os langsomt kigge nærmere på det.

Hvis du ønsker at have et æbletræ i din have, bliver du nødt til at købe en lille plante og tage dig af den i nogle år, før den bliver til et stort træ fuldt af velsmagende æbler. Du ved også udmærket, at træet, før du købte det, var et meget lille frø. Så væksten fra et frø til et træ behøver mange års omsorg.Vi projicerer den samme idé på spirituel vækst, og på en måde er det sandt. Hvis du vil have det bedre, være fri for barndomstraumer, negative følelser og den slags er det en lang proces. Folk arbejder med sig selv i årevis i terapi.

Men når vi taler om at realisere sandheden i vores natur er det anderledes. Du er allerede hel, du er allerede et fuldt udvokset ”æbletræ”. Men du skal opdage det! Du må erkende det. Så spirituelt arbejde i forhold til spirituel oplysning er ikke en proces som med æbletræet eller terapeutisk arbejde; det er ikke gradvist i den forstand. Der er ikke en vej du kan følge og dermed langsomt og gradvist blive oplyst – lige som du bliver fortalt hvordan du skal drage omsorg for den lille æbleplante og den efterhånden vil blive et fuldt udvokset træ. Spirituel opvågnen er ikke en vækstproces som med æbletræet. Du er allerede et fuldt udvokset æbletræ! Det er ikke som i terapi, hvor du går gradvist frem.

Opvågnen er pludselig, ikke gradvis! På et øjeblik ser du, at du allerede er et fuldendt udviklet æbletræ. Det tager ingen tid. Det bryder med sindets kontinuitet – pludselig er der et hul, og du ved, at du altid har været en lysende frihed.

For at opleve dette øjeblik kan du have mediteret og arbejdet med dig selv i årevis. Blot for at erkende noget, du aldrig har forladt, men nu ved du for første gang.

For at opnå gennembruddet til den sande virkelighed, må sindet stoppe et øjeblik. Buddha insisterede: ”At stoppe er Bodhi (oplysning)”. Det kan ikke siges mere klart og kort.

Når en zenmunk får en stor oplyst oplevelse på grund af ét ord eller et fysisk slag fra mesteren, kan munken have mediteret i årevis før gennembruddet. At stoppe sindet et øjeblik er ikke let.

I denne forstand er spirituel opvågnen gradvis.

Jeg arbejdede selv med alle mulige terapier og meditation og lærte på den måde langsomt at slappe af her og nu.

Men jeg bar på så mange ideer om oplysning, og jeg var sikker på, at jeg aldrig kunne blive oplyst i dette liv. Umuligt, jeg havde alt for meget affald i mig. Hvordan kunne jeg blive som Osho, så fantastisk, eller Buddha, som gav navn til en verdensomspændende religion, eller Jesus?

Det var først da jeg mødte Papaji, at jeg blev spejlet. Han var bare så almindelig, som enhver anden. Og hans budskab var så enkelt: ”Du er allerede hvad du søger efter! Bare vær stille og hvil som hjerte.” Mødet med Papaji gjorde det umuligt at holde fast i alle de overbevisninger, jeg bar på. I mit tilfælde skete det faktisk i efteråret 1992. Jeg havde lige afsluttet en gruppe, og vi sad alle sammen og drak te. Min assisterende terapeut havde lige sat en video med Osho på, og jeg vendte mig tilfældigvis om, og jeg så min elskede Mester stå i sin have. Og jeg ”så ham”. (Zenfolk kalder det overførsel af lampen - lyset.) Forståelsen skete på et øjeblik.

Hvad forstod jeg? At den verden, vi tror er virkelig, blot er fantasi, og at det, jeg virkelig er, er urørt af denne verden. Jeg var helt ved siden af mig selv og overvældet. Jeg prøvede at dele det med folkene omkring mig, men de havde ingen idé om, hvad jeg talte om, så jeg glemte det hurtigt. Jeg blev ikke forstået eller genkendt. Der skulle gå yderligere tre år før det kom igennem igen, men denne gang var der en meget dybere og længere erkendelse, og jeg var også sammen med mennesker som forstod mig og så mig.

Man kan sige at i alle de år, jeg arbejdede med terapi og meditation, fjernede jeg alle hindringerne og gjorde sindet mere og mere stille, og jeg gav slip på alle de falske ideer, som bare fik sindet til at kæmpe mod sig selv.

Så ja, i den forstand skete det gradvist.

Det gradvise arbejde kan sammenlignes med manden, der leder efter sine briller, uden at være bevidst om, at de allerede sidder på hans næse. Han kigger her og der over hele huset og kan ikke finde brillerne. Han bruger måske timer på at lede og bliver mere og mere træt. Vi gør det samme i vores jagt efter oplysning. Efter at have ledt overalt stopper han, og det kan ske at han bliver så opmærksom, at han opdager at brillerne har siddet på hans næse hele tiden. Eller han løber måske tilfældigvis ind i nogen, som fortæller ham den store hemmelighed: Du har allerede brillerne på! Det var hvad mine lærere gjorde over for mig.

Al den leden ændrede intet ved det faktum, at jeg allerede er, hvad jeg leder efter. Denne mands briller blev ikke berørt af hans søgen efter dem.

I den forstand er opvågnen pludselig, men den er ikke færdig. Dette korte øjeblik af klarhed er for de fleste mennesker væk igen meget hurtigt, når sindets gamle vaner vender tilbage.

En af mine elever var ret klar i en måned. Så blev hun indkaldt til jobcenteret, og det var væk igen. At skulle på jobcenteret var så traumatisk for hende, at hun blev fuldstændig identificeret og fortabt i sindets bekymringer.

At leve i det fuldstændigt og ubesværet og at blive stabil i det, er en gradvis proces. Hvordan får man det til at vokse mere og mere? Ved at slappe af.

Et smukt zen-ordsprog siger følgende:

”Når du møder situationer- indre og ydre, så slap af!”

På en måde kan man sige, at sand meditation kun kan begynde efter man er vågnet op.

Den nyligt realiserede åbenhed er så sårbar som en nyfødt baby på en slagmark. Forestil dig den lille baby blandt eksploderende bomber og kugler. Hvilken situation er babyen i? Den fastholdes i det gamle sinds magt.

Så opvågnen er pludselig, men kultiveringen er gradvis. Det handler om igen og igen at se, at æbletræet allerede er komplet. At se det, spontant, ubesværet, er at se at hvert eneste øjeblik er min sande virkelighed. Hvert øjeblik bliver spontant genkendt som denne virkelighed.

Tsele Rangdrol siger i “The Heart of the Matter”:

”Tillad din nærværende vågenhed at se direkte ind i sig selv.”

Du bliver gradvist etableret i den ubesværede vågenhed, når opmærksomheden erkender og bliver i sin egen klarhed, hinsides sprog og identitet.

Det bliver opnået gennem øvelse og sker gradvist, men det er vigtigt at forstå, at selve opvågnenen ikke er en tilstand, selv om vi nogle gange kalder det den ”naturlige tilstand”. Når vi taler om gradvis her, betyder det ikke, at der er grader af oplysning. Der er grader i vores evne til at erkende den og at blive i den. Som manden og hans briller. Det at han allerede har brillerne på næsen ændrer sig ikke, fordi han erkender det. Men næste gang, når han tror han har mistet sine briller, husker han måske hurtigere: ”Ah, jeg har dem allerede på næsen!” Den gradvise kultivering er ikke en kultivering af oplysning! Nej, det er kultiveringen af sindets gamle vaner med at identificere sig med sin egen skabelse og dermed glemme sig selv.

Måden jeg taler om kultivering er, at den helt bestemt er gradvis og kræver øvelse.

Hvad er øvelse? Det er mindfulness, uanset om du står, går, ligger ned eller er midt i en følelsesmæssig storm eller forbliver nærværende, selv når din chef fyrer dig eller når du gifter dig med manden eller kvinden i dit liv. At slappe af og opleve øjeblikket – dette kaldes meditation.

Meditation i starten, meditation i midten, meditation i slutningen – ellers er det næsten umuligt at bryde den trolddom, som uvidenheden om vores egen natur har lagt over os. Og der er ingen sammenligning mellem at leve i uvidenhed og at vågne fra livets drøm.

Til alle spørgsmål

Last updated: