|
|
Spørgsmål og svar
Spørgsmål Nogle gange, når jeg hører dig tale om meditation, bliver jeg i tvivl, om jeg virkelig mediterer! Hvordan ved jeg, om jeg virkelig mediterer, eller om jeg blot spenderer noget tid på puden? Juni 2010, spørgsmål 1 af 2 Nukunu: Meditation er en ikke-gøren. Meditation "kan ske", men ikke gøres! Alle de teknikker, som går under navnet meditation, er ikke meditation – de er teknikker, som kan føre til meditation. Teknikker kan hjælpe til at gøre sindet stille, så meditation kan ske spontant. Meditation er vores naturlige tilstand. Man kan også sige, at meditation sker hele tiden, uanset om vi er opmærksomme på det eller ej. Meditation er sindets natur. Træerne, fuglene og dyrene er i meditation – altså ikke-gøren! Kun mennesket er skizofrent, i og med at vi tror vi er adskilte og er givet en fri vilje. Dette er ren fantasi. For det første er der intet separat individ, som handler i verden, og siden der ikke er noget individ er der i virkeligheden intet spørgsmål om fri vilje eller forudbestemmelse. Ja, jeg ved det lyder underligt, men for at kende sandheden bliver vi nødt til at se bag om det tilsyneladende. Tingene er i virkeligheden ikke som de "ser ud" – selv videnskaben ved det! I Bibelen står der at Eva og Adam spiste af kundskabens træ og bliv smidt ud af Edens have. Det er et virkelig godt billede på situationen. Fordi mennesket kan tænke og formulere begreber, tror vi på vores egne mentale opfindelser. Adam og Eva var uskyldige, lige som resten af skabelsen, indtil de lærte kunsten at formulere begreber. I det øjeblik de identificerede sig med disse ideer og begreber, var de i en kamp med sig selv. Hvad er problemet i at være nøgen? Her er en sød historie: Indianeren spurgte missionæren: "Så du siger, at vi ryger i helvede, hvis vi ikke lever i overenstemmelse med Bibelen?" Problemet med at være nøgen opstår kun fordi du tror på en menneskeskabt idé om, at det er forkert. Adam og Eva var uskyldige dyr, før de blev bortvist! Mennesket blev et snu dyr, da det lærte at skabe ideer og begreber, og det er derfor det lider (bortvist fra Edens Have). Der er intet galt med intellekt og sindet i sig selv, det er et fantastisk værktøj, men vi er ikke intellektet! Den sandhed, vi er, udtrykker sig i kroppen og intellektet, men den er ingen af dem. Vi er i Paradis, når vi erkender dét. Den mest forvrængede idé, som mennesket tror på, er, at det er adskilt – at det er en enhed adskilt fra resten. I mennesket opleves det som mig og mine oplevelser! Alle mystikerne, som var vågnet op, havde ledt efter dette mig og det var ikke lykkedes for nogen af dem at finde det. Ved ikke at lykkes med det, blev de velsignet med erkendelsen af, at sandheden om deres væren ikke er en sjæl eller noget i den stil, men noget langt dybere, noget som er altings essentielle natur. Selvrealisering er at overvinde uvidenheden at der er et adskilt mig, som handler i verden. Indtil Kopernikus' tid troede alle at jorden var centrum og at solen bevægede sig rundt om den. Det stod i Bibelen, og derfor troede folk på det. På samme måde tror folk, at der er et mig, som er klar over at det er bevidst. Kopernikus beviste, at det var omvendt, at jorden faktisk bevægede sig rundt om solen. På samme måde vil mystikeren erkende, at hun er den rene bevidsthed selv, som viser sig som verden og et mig. Bevidsthed er centret, ikke det fiktive begreb mig. Hvad har det at gøre med meditation? Når sand meditation sker, er det en ikke-gøren. Det er ikke mig, der mediterer; det er ikke en præstation. Det sker af sig selv. Meditation er en spontan, ubesværet hændelse. Når du betragter strømmen af oplevelser, vil du se, at hvis du kan undgå at gribe fat i eller afvise, hvad der dukker op helt af sig selv fra øjeblik til øjeblik, vil du komme ind i flowet; du vil komme ind i bevægelsen. Når der ikke er noget adskilt mig tilbage, men blot strømmen af oplevelser, kommer der et subtilt spring, hvor der er en erkendelse af spontane selvopståede tanker og en spontan selvopstået befrielse af tankerne. Det er spontant. Lige som at skrive på vand. Du må komme ind i dét ego-løse flow! Det er sand meditation. I denne selvopståen og selvbefrielse anerkender bevidstheden simpelthen sig selv øjeblik for øjeblik. Det, som betragter, genkender sig selv i det, det betragter! Det samme, men anderledes i udseende. I Østen kaldes det for samadhi. Når en ægte meditation sker, ses det, at meditationens sande subjekt er bevidstheden selv, ikke et fiktivt mig. Den ubesværede samadhi er vores naturlige tilstand. Det er en tilstand af ikke-gøren. Bevidstheden anerkender sig selv i hver oplevelse spontant og ubesværet; det føles som vand, der flyder ind i vand. Det er en spontan sammensmeltning, hvor adskillelsen mellem dig og mig bliver brudt på grund af erkendelsen af at være det samme. Det er noget der sker. Ubesværet samadhi er en hændelse, hvor den, der mediterer, og det, der bliver mediteret på, er én virkelighed. Først er meditation en gøren; "jeg mediterer", jeg bruger teknikker til at få sindet til at slappe af, tillader tankeprocessen at være fri for griben fat i og afvisning. Så kommer der øjeblikke, hvor du blot er strømmen af selvopståen og selvbefrielse. Efter kortere eller længere tid vender "jeg" tilbage som centrum for mit liv. Igen er der adskillelse, og tid og rum bliver oplevet som virkeligt. Den smerte vil tvinge dig til at komme tilbage i sandheden. For at komme tilbage i sandheden slapper du bare af som opmærksomhed i det, som er, i et minut eller 10 år, afhængig af, hvor meget du har forstået om ikke-identifikation. Når realiseringen har slået permanent rod, er det en virkelighed som aldrig forsvinder. Man kan sige at meditation er der hele tiden; du behøver ikke meditere! Meditation bliver en spontan hændelse. Når vi ser Buddha sidde ubevægelig i dyb stilhed, forstår vi ikke, at det er et symbol på den naturlige tilstand. Den naturlige tilstand er stille og ubevægelig, selv når vi bevæger os og handler. Denne misforståelse har ført til den almindelige overbevisning, at meditation er at sidde uden at bevæge sig. Men meditation har i virkeligheden ingenting at gøre med hvad vi gør! Den har at gøre med kvaliteten – sindstilstanden, i hvilken vi handler. Den normale ubevidste tilstand er et konstant drama af smerte og lystfølelse, fordi vi er identificeret med de skiftende sindstilstande. Det ene øjeblik er vi glade, det næste er vi i smerte. For at komme ind i meditation, for at realisere vores naturlige tilstand – sindets natur – er det en stor hjælp at "sidde". Derefter bliver det langsomt lettere at bringe dette nærvær med ind i dagliglivet. Når meditation er fuldt realiseret, er det der hele tiden i baggrunden. Sæt dig venligst på puden. Hvordan skulle du ellers få dette distræte sind til at slappe af? Hvis der er en vej til paradis, er det vejen ind til ens eget selv, og det er i starten nødvendigt at sætte tid af til at gå derind. Selv hvis du ved en tilfældighed får et glimt af sandheden om din væren, vil det være så kort og det distræte sind vil næppe lægge mærke til det! Forestil dig, at du går ned ad en gade fyldt med mennesker i New York eller en anden stor by; bare ansigter over det hele. Selv hvis der er et ansigt, du kender blandt alle de fremmede, vil det vise sig så kortvarigt, at selv om du ser det, vil genkendelsen være så kort, at du knapt nok lægger mærke til det. Vi må langsomt "tømme" gaden, så vi kan se klart, om der er nogen, vi kender, og det er arbejdet i at øve sig i at meditere. Jeg kommer i tanke om et spørgsmål, som kom forleden: "Kan meditation bruges som en flugt fra verden?" Meditation er en undslippen ind i ægte, vedvarende frihed. Den frihed, vi kender fra det normale, identificerede sind, varer ikke ved. Ved selvrealisering flygter vi ikke fra verden, vi bliver verden.
Last updated: |