Spørgsmål og svar

Spørgsmål

Hvis der ikke er noget virkeligt, ingen substans, fordi intet er hvad det ser ud til, er der så nogen mening overhovedet?
Med andre ord: Hvorfor livet? Hvorfor leve? Hvorfor mødes på denne måde? Hvorfor gøre noget?

August 2010, spørgsmål 2 af 2

Nukunu:

Shakespeare skrev engang:

“Livet ... det er en fortælling,
Fortalt af en idiot, fuldt af larm og vrede,
Helt uden betydning.”

Han taler om det tilsyneladende liv. Det liv, vi møder, når vi tænder fjernsynet. Men skjult i dette tilsyneladende vanvid er en overvældende skønhed og kærlighed, og det er det sande liv. Det hele er guddommelighed, men det kan man ikke se med de seks sanser (sindet er den sjette).

Først ser du kun med ét øje (ser med hjernen),
så begynder du langsomt at åbne dig for tilliden og du ser med to øjne: hjernen og hjertet,
og til sidst indser du, at de er et og det samme.

Skjult i dette tilsyneladende kaos, som verden ligner, er en uvurderlig diamant.

Det har ingen mening i den normale betydning, hvor man bruger ord. Mening eller ingen mening er begreber skabt af menneskets sind. Det er meget svært for mennesket at forstå, at én ting er, at han opfinder noget han kalder “mening”, en anden ting er at forvente, at livet passer ind i disse ideer.

Jeg er enig med Bibelen, når den siger, at Herrens veje er uransagelige. Tid, rum, årsagssammenhæng, mening og så videre er måden vi opfatter verden (det vi oplever), men det er ikke hele sandheden om verden. Den verden, som mennesket ser, er en projektion af hans eget sind (bevidsthed). Sindet har to dimensioner, som ikke kan adskilles: Det, vi oplever (manifestationer), og tomhed. Når jeg siger tomhed, mener jeg “ingen-tinghed”.

Denne tomhed er sindets natur. Den kan erkendes og føles, men den kan ikke vides. Deraf følger logisk, at eftersom sindet som manifestationer (tænkning, føling og opfattelse) består af en substans, vi kalder “sindets natur”, kan selve sindets natur ikke forstås gennem tænkning. Det er som at prøve at se sine egne øjne – du kan se med dine øjne, men du kan ikke se dine øjne. På samme måde kan sindet ikke se sig selv.

Når vi stiller spørgsmålet “har livet en mening?”, er der intet klart svar “ja” eller “nej” til det, fordi livet i virkeligheden – sindets natur – ikke kan vides.

Hvis du tør blive og slappe af i dette, som ikke kan vides, vil noget ubeskriveligt dejligt rejse fra et sted dybt inde i dig og langsomt gennemtrænge alting. I denne duft af sandhed er der ingen tvivl og heller ingen “ikke-tvivl”. Det er en virkelighed, som er hinsides tænkning, så alle dine bekymringer, skabt af tænkning, forsvinder øjeblikkeligt.

Tilbage til dit spørgsmål: Der er en virkelig, uforanderlig substans hinsides det tilsyneladende, og du er dét!

Mening eller ingen mening er irrelevant i forhold til den virkelige sandhed, og den sandhed kan ikke formuleres. Du kan aldrig ikke være, om du så kan lide det eller ej. Denne væren kommer ind i det, vi kalder livet, med en krop. Og denne væren overlever kroppens liv og død.

At gøre eller ikke gøre er blot en intellektuel skelnen. Selv hvis du vælger at “ikke-gøre”, vil det også være en gøren.

Til alle spørgsmål

Last updated: