Spørgsmål og svar

 

Spørgsmål

Hvad er din kommentar med hensyn til at praktisere positiv tænkning og affirmationer, som så mange mennesker taler om?

December 2010, spørgsmål 1 af 1

Nukunu:

Positiv tænkning kombineret med affirmationer er en gammel teknik. Jeg husker det fra Shakti Gawain´s bog ”Visualisering” 1978, men det er meget ældre. En af de første bøger i Vesten var ”Din vej til rigdom” af Wallace Wattles, som blev udgivet så tidligt som i 1910. For nylig er lignende tanker blevet præsenteret i ”The Secret” af Rhonda Byrne.

De fleste mennesker håber på et godt udfald.

Den, der praktiserer positiv tænkning, insisterer på: ”Min vilje ske!”, og på at udfaldet skal være positivt.

Den oplyste sjæl siger: ”Din vilje ske!”, samtidig med at han eller hun også ved, at det er således. Den oplyste ved, at han ikke er den, der handler. Han har indset, at det, vi kalder ”mig”, også er en del af det guddommelige spil, og at dette ”mig” er som drømmekarakteren i en drøm.

Hvem er den sande aktør i en drøm? Den der drømmer selvfølgelig! Den der drømmer skaber hele drømmen – drømmekarakteren, bjergene, folkene og alt hvad der sker i drømmen.  I drømmen om livet – hvor du er en drømmekarakter – tror du, at det er dig, der vælger at lave positive affirmationer, og at det er på grund af dine anstrengelser, at der fremkommer et bestemt resultat. Det er lige som situationen med drømmekarakteren i drømmen. Du begynder måske at praktisere positiv tænkning, og du arbejder og arbejder – det er en lang drøm. Og efter lang tid fremkommer der et positivt resultat, og du udbryder: ”Wow!”, ”Godt at jeg lavede alt dette arbejde.” 

Mediter på denne lille drømmeanalogi. Er det virkelig drømmekarakteren, der vælger at gøre arbejdet, og er resultatet af arbejdet hans eller hendes ansvar? Efter et stykke tid vil du sandsynligvis indrømme, at det ikke virkelig er drømmekarakterens ansvar. I stedet for er det drømmerens arbejde, den drømmer der ligger og snorker i sengen, som skaber det hele!

Derfor kan vi sige, at ”valget” af positive affirmationer er en undskyldning for noget, som ville ske under alle omstændigheder. Dette er ikke let at sluge! Men således ser det ud set med den oplystes øjne. Her er det Gud inkognito, som gør det hele fra skjulet. Gud er den kosmiske drømmer, og verden er Guds drøm.

Jeg siger, hverken at du skal undgå positive affirmationer, eller at du skal bruge dem – det er slet ikke det, der er tale om. Gør bare, hvad der falder dig ind, hvad der i dette øjeblik føles rigtig for dig. Men husk, der er flere befriende og dybere spørgsmål at stille som: ”Hvem er det, der laver disse affirmationer?”

Hvis du udelukkende arbejder med affirmationer, og hvis du får resultater i form af et nyt vidunderligt hus, penge og en fantastisk mand eller kone – hvad så? Vil det virkelig gøre dig lykkelig? Ja, det nye hus er behageligt, og partneren er tilfredsstillende i et stykke tid. Men disse ting giver ikke en vedvarende følelse af tilfredsstillelse.

Den danske filosof Søren Kierkegaard siger:

”Gift dig, og du vil fortryde det.
Gift dig ikke, og du vil fortryde det”


Eller tænk på denne situation:

En gæst besøgte et galehus, og lederen viste ham rundt. De kom til et aflåst rum, hvor patienten skreg og argumenterede med sig selv.
”Hvad er der sket med den stakkels fyr?” spurgte gæsten.
”Han fik ikke den kvinde, han elskede”, var svaret.
”Stakkels ham! Hvad er behandlingen?”
”Medicin og kolde bade”.
De fortsatte til den næste patient, som udover at skrige også var blevet lagt i spændetrøje.
”Hvad er der sket med ham?” spurgte gæsten nysgerrigt.
”Han giftede sig med den kvinde han elskede!
Og han får også kolde bade og medicin”, var svaret.

Med mindre vi finder ud af, hvem vi er, vil vi ikke rigtig få klarhed over, hvordan det hele forholder sig. Vi kan godt føle os lykkelige for en stund, når vi praktiserer positiv tænkning, men lykken vil ikke vare ved.
Noget andet i forbindelse med positiv tænkning er, at det kan vendes til kunsten at undertrykke det negative. Du prøver at være positiv, men en dag opdager du, at du koger over af vrede!

”Hverdagssindet”, som Buddhisterne kalder det – bevidstheden fuld af former og navne – i modsætning til ”det rene sind” eller ren bevidsthed, bevæger sig som et pendul fra den ene yderlighed til den anden. Det ene øjeblik er der vrede, i næste øjeblik har pendulet bevæget sig til den anden yderlighed, til medfølelse! Fra at være meningsløst til at blive meningsfuldt og sådan fortsætter det uden ophold. Selvom vi kunne indfange glæden eller lykken, ville det ikke vare ved. Før eller senere vil det bevæge sig til den anden yderlighed, til sorg.

Uvidenhed er at identificere sig med denne bevægelse og ikke at kende til andet. Denne bevægelse kaldes Maya i Hinduismen og Samsara i Buddhismen (”Hverdagssindet”).

Når du har transcenderet dette vanvid, er du vågnet op. Bevægelserne fortsætter, men der er tre ting, som har ændret sig i forbindelse med en spirituel opvågning.

For det første er du ikke længere en del af bevægelsen. Pendulet bevæger sig, men du er ikke identificeret med bevægelsen. Denne ”ikke-identifikation” er ubesværet.

For det andet ser du bevægelserne som tomme lige som en luftspejling i en ørken.

For det tredje er du den transcendentale virkelighed, der viser sig som bevægelsen (Maya eller Samsara).

Når dette er realiseret eller indset, vil der være en stille bøn i dit hjerte. Du vil lovprise et hvert øjeblik, for hvad enten øjeblikket er glæde eller sorg, vil du se det som noget ubeskriveligt velsignet.


Nyd denne lille historie af Meister Eckhart:

Gud sagde til ham: ”Gå hen til kirken, der vil du finde en mand, som vil vise dig vej til lyksalighed.”
Han gik derhen og fandt en fattig mand, hvis fødder var sønderrevne og dækket af støv og skidt, med tøj som intet var værd. Han hilste på den stakkels mand og sagde:
”Gud give dig en god dag.”
”Jeg har aldrig haft en dårlig dag”, svarede den stakkels mand.
”Gud give dig held.”
”Jeg har aldrig haft uheld.”
”Må du være lykkelig.”
”Jeg har aldrig været ulykkelig.”
”Men hvorfor svarer du mig på denne måde?”
”Jeg beder dig om at forklare det for mig, for jeg kan ikke forstå det.”
”Meget gerne”, svarede den fattige mand.
”Du ønskede mig en god dag. Jeg har aldrig haft en dårlig dag, hvis jeg er sulten, priser jeg Gud. Hvad enten vejret er godt eller dårligt, det fryser, hagler, sner eller regner, priser jeg stadig Gud. Hvis jeg føler mig ussel og ulykkelig, priser jeg Gud. Derfor har jeg aldrig haft en dårlig dag. Du ønskede, at Gud ville give mig held, jeg har aldrig været uheldig, for jeg ved, hvordan det er at leve med Gud, og jeg ved, at hvad Gud gør, er det bedste for mig. Og hvad Gud giver mig eller bestemmer for mig, det være sig godt eller dårligt, modtager jeg som en velsignet gave fra Gud, derfor har jeg aldrig oplevet uheld. Du ønskede at Gud skulle gøre mig lykkelig, men jeg har aldrig været ulykkelig, for mit eneste ønske er at leve efter Guds vilje. Jeg har fuldt og helt overgivet min vilje til Gud, derfor er Gud´s vilje min vilje.”

Derfor er der ingen grund til at ændre ved noget eller til at holde fast på noget med positiv tænkning!


En lille meditation til at vågne op: 

”Sid med benene over kors eller sid på en stol med spredte ben. Lad hænderne hvile på knæene (højre hånd på højre knæ og venstre hånd på venstre knæ) med håndfladerne vendende opad. Tag nu en af dine favorit dualiteter. Det kan for eksempel være modsætningerne sorg og glæde. Visualiser og føl dem, sorg i den ene hånd og glæde i den anden hånd. Brug noget tid på virkelig at opleve følelserne i hver hånd. Se og føl, hvordan det er at være glad i den ene hånd, og hvordan det er at være trist i den anden hånd.
Mærk nu dybt og inderligt og tænk: ”I den ene hånd er jeg opmærksom på eller bevidst om glæde, og i den anden hånd er jeg bevidst om sorg. Men er det ikke sådan, at denne bevidsthed hverken er glad eller trist?” Hvis du virkelig indser dette, vil der være en spontan opvågning lige på stedet. Pludselig vil du være det tidløse, rene og klare rum, som omslutter alt. Og ikke kun det, du vil også erkende, at du er det hele. Dette er den slags skelnen, som i Østen kaldes ”Viveka. Det er ikke et resultat af det tænkende og beregnende sind – det er ganske enkelt at vågne op.
Hvis dette virkelig indses, vil du også se, at der i virkeligheden ikke er nogen forskel på glæde og sorg. De er ganske enkelt begge ren bevidsthed! Hvordan kan du vide det? Hvis du ser dybt og intenst på hver af dem, vil de begge vise sig som flygtige og forbigående!
Lad til sidst begge hænders håndflader mødes i en hilsen ”Namasté”. Denne hilsen symboliserer det ikke- dualistiske.

Vi kan ikke opleve glæde og frihed ved at manipulere med sindet. Dette vil ikke virke i længden. Det handler om forståelse, ikke om smarte teknikker. I sidste instans er det kun forståelse, der kan sætte dig fri. Og hvad er forståelse? Det er at indse, at du ikke er den, der handler. At livet er noget der sker uden adskilte individer, som ”skaber livet.” Det er ultimativ frihed.

 


Til alle spørgsmål


Last updated: