|
|
Spørgsmål og svar
Spørgsmål Hvilket slægtskab er der mellem terapi og oplysning? Januar 2011, spørgsmål 1 af 1 Nukunu: Der er intet slægtskab! Hvilket slægtskab er der mellem havet og bølgerne? Bølgerne kan være store eller små have den ene eller den anden størrelse, men de er hele tiden havet. Bølgen og havet er ikke to forskellige ting, selvom det ser sådan ud. Vores bevidsthed er som bølgerne og havet. Tanker, følelser og oplevelser er bølgerne, og selve bevidstheden er havet. Buddhisterne kalder det ”hverdags sindet” og ”det egentlige sind” (”Nature of Mind”), men hverdags sindet er det egentlige sind, og det egentlige sind er hverdags sindet. At indse dette kaldes oplysning, og ikke at erkende det kaldes uvidenhed. For at noget skal kunne have et slægtskabsforhold, må der være forskelligheder! Og sindet (havet) og dets indhold (bølgerne) er ikke forskellige. I terapi arbejder vi med sindets indhold ved hjælp af forskellige processer. At vågne op eller at blive oplyst er ikke en proces. I terapi taler vi om stadier af sindet eller stadier af bevidstheden, men oplysning har intet at gøre med stadier. At blive oplyst er ganske enkelt at indse, hvordan det altid har været, nemlig at bølgerne i deres inderste væsen er havet! Terapi kan indirekte hjælpe til med at få bugt med den uvidenhed, at der er forskel på bevidstheden og dens utallige manifestationer! Lad os igen se på billedet af havet og bølgerne. Når bølgerne er meget oprørte, glemmer ”de”, at de er havet, fordi de ser sig selv som forskellige og adskilte fra andre, lige som vi føler eller oplever, at tanker og følelser er forskellige, og derfor oplever vi (en anden tanke) adskillelse. Hvad vil der ske, hvis bølgerne begynder at falde til ro og lægge sig? De vil falde tilbage i havet, flyde sammen ned de andre bølger og blive til det ene hav, de hele tiden har været – noget der nu er let at se. Arbejdet med terapi kan hjælpe til med at få sindet til at slappe af og blive gennemskueligt, således at ”bølgen” kan opdage, at den er havet. Opvågning er pludseligt og kultivering er gradvis. Vi bliver født fuldstændig åbne. Bevidstheden er helt ren, den er endnu ikke begyndt at identificere sig med indholdet. Der er ingen adskillelse mellem ”dig” og ”mig”. Ganske langsomt lærer denne bevidsthed at identificere sig med alle de former og navne den indeholder. Gennem denne proces mister vi (den rene bevidsthed) kontakt med, den vi i virkeligheden er: Den rene bevidsthed, som jeg kalder den første person. Den ”første person” er selvfølgelig ikke en virkelig person, men bare ren bevidsthed – det egentlige sind. Eftersom vi kan se, at andre mennesker har kroppe, hoveder og øjne, men ikke nok med det, når andre insisterer på, at vi også har en krop og et hoved, begynder vi at identificere os med en indbildning – den anden krop. Denne ”anden krop” eller ”anden person” er en konstruktion dannet ud fra mange forskellige oplevelser og tanker. Det er det, vi almindeligvis kalder for egoet eller vores billede (image). I løbet af mange år lærer vi at leve med den tro, at vi er denne ”anden person”. Alle rundt om os lever på samme måde og bekræfter os konstant i vores identifikation med billedet. Se på livet, TV og film! Det er meget trist, at ingen ved, hvem de er. Alle og enhver sammenligner sig selv med andre. Der er jalousi, misundelse, vrede og grådighed, alt sammen opstået ud fra en dyb misforståelse! Du (den ”første person”) ved intet om alt dette, fordi du er det hele. En lille meditation inspireret af den store Zen Mester: Kunne vi bare have en smule tillid, stoppe op uden at tage alle vores ord med os, og i stedet bare se og føle, så ville vi være som ”Alice i eventyrland.” Her er det glemte paradis – Edens have. Det er det, alle mystikere gennem tiderne har ment, når de har sagt: ”Det eneste du behøver, er at miste hovedet” Det tager omkring fire år, fra det øjeblik et barn bliver født, at skabe den ”anden person”, og ved den proces bliver den ”første person” langsomt glemt. Fra omkring fireårs alderen har vi lært et sprog, og sproget vil fortsat hjælpe os med at glemme, hvem vi virkelig er. Den lille dreng til sin nyfødte søster: ”Hej søster, fortæl mig om himmeriget, jeg er begyndt at glemme, hvordan det er.” Så selvom du har glimt af den ”første person” – opvågninger – bliver de for det meste hurtigt væk, fordi den ”anden person” stadig har kontrollen. Det har taget mange år at skabe den ”anden person”, så denne person vil ikke bare gå væk. Hvis du er 40 år gammel, har den ”anden person” haft lige så mange år til at konsolidere sig i. Et eneste lille forbigående skift, hvor du bliver en uskyldig ”ingen-krop”, bliver med det samme glemt. Det er derfor, det tager tid at kultivere det nye syn af den ”første person”, før denne fuldstændig kan overtage kommandoen. Denne kultivering opnås ved at praktisere nærvær – mindfulness – indtil det bliver ubesværet, at være den vi altid er ligegyldigt, hvad der foregår – den ”første person”.
Last updated: |