|
|
Spørgsmål og svar
Spørgsmål Hvad mente Jesus, da han sagde ” Jeg er før Abraham var”? Maj 2011 spørgsmål 1 af 1 Nukunu Abraham er en krop, men ”Jeg er” er ikke en krop. Abraham er et menneske, en person født i tid og rum. ”Jeg er” er hinsides tid og rum. Vi kan end ikke sige, at det er et ”evigt nu”, fordi evig også indebærer tid. ”Jeg er” er absolut, mens ordet ”evig” stadigvæk har noget at gøre med tid. Sindet må holde op med at ville prøve at forstå det absolutte – ”Jeg er” – fordi sindet kun kan beskæftige sig med det relative. Vi kan prøve at sammenligne det med drømme-analogien. Du går i seng og falder i søvn. Efter at du har ligget et stykke tid i sengen, er drømmene begyndt, og ”du” er glemt. Så længe drømmene bevæger sig fra den ene drøm til den næste, erkendes drømmeren ikke. Vi kan sige, at drømmeren – dig – er forsvundet i drømmen. ”Jeg er” er den Kosmiske Drømmer, der drømmer både Abraham og Jesus som individer, der optræder i tid og rum. Når Jesus siger ”Jeg er før Abraham var”, er det fordi, Jesus har erkendt sin sande natur, og den sande natur er den Kosmiske Drømmer, det Absolutte, den rene bevidsthed, ”Jeg er”. Derfor kan han med autoritet sige ”Jeg er før Abraham var”. Han kunne også have sagt, ””Jeg er” før Jesus var.” ”Jeg er” kan sammenlignes med rummet, hvor alle de forskellige musikformer opstår. Det rum forandrer sig ikke; det er musikken, der forandrer sig. Ligesom rummet ikke er selve musikken. Individer/personer, Abraham, Jesus, du og jeg kommer og går gennem historien som kroppe, men historien er en drøm, der bliver drømt af ”Jeg er”. Hvorfor bliver det så kaldt ”Jeg er”, når det ikke er en person? ”Men Oh! Hvor vidunderligt, Vi lever i en historisk tid med stor uvidenhed. Ja teknisk set kan vi udføre fantastiske ting. Materialistisk er vi højt udviklede i mange lande, men åndeligt set er vi fattige. Meget få mennesker ved, hvem de er. Vi har ingen store værdier affødt af størstedelen af menneskehedens egen forståelse af sig selv. Alle vores værdier er materialistiske. Det er en underlig verden. De fleste mennesker er fuldstændig fortabt i en materialistisk verden eller fortabt i religiøs fanatisme. Vi bliver født grædende / skrigende, og de fleste mennesker dør også grædende / skrigende, og desværre bliver tiden mellem disse to skrig brugt på meningsløse adspredelser. Meget få mennesker prøver at finde ud af, hvem de virkelig er; de lever og dør troende på viden lånt fra andre. Denne salme af David fra det Gamle Testamente siger det hele, ”Vær stille og vid, Bare vær stille. Prøv ikke at være stille! For så er du ikke stille. Bare ganske enkelt vær stille. Så vil du vide. Ordet ”vide” er ikke en intellektuel forståelse/viden. Det er ikke begrebsmæssigt – det er eksistentielt. Du er, hvad du ved. Så vil du indse, at du ikke er andet end selveste ”Jeg er”! Jeg er det ”Jeg er”. Når du er stille, så falder bølgerne (tankerne) til ro og bliver endnu engang ét med havet (ren bevidsthed). Sådan har det været hele tiden, uden at du vidste noget om det. Oplysning er som klardrømme. Klardrømme er, når du om natten ved, at du drømmer. Du er i din seng, og en drøm viser sig, men du ved, at det er en drøm, du er ikke fortabt i og identificeret med drømmen. At leve som oplyst er på samme måde. Derfor er det så umådeligt befriende. Det sande dig, ”Jeg er” er ikke en del af legen og har aldrig været det. Du er uden for legen.
Last updated: |