Spørgsmål og svar

Spørgsmål

Er der nogen mening med at være positiv?

August 2011 spørgsmål 1 af 1

Nukunu

Jeg mindes denne udtalelse af Rainer Maria Rilke:

”Lovprisning er det, der betyder noget”

Hvorfor er lovprisning det eneste, der betyder noget?Når vi lovpriser noget, overvinder vi helt naturligt tendensen til at dømme og navngive, og på den måde fjerner vi tendensen til at adskille os selv fra oplevelsen. Med denne åbne og ikke-begærende indstilling bliver sindet stille, og sindets sande natur kan skinne igennem.

Det er det samme som at ”ønske det, der er hér nu”. Sindets tendens er altid at ønske noget andet end det, der er hér og nu. Sindet vil sige ”dette kedsommelige øjeblik, hvordan kan det være sandheden?” Og det vil øjeblikkeligt flytte sig ud i fremtiden til nye lovende drømme! Problemet er at ved at gøre dette, mister vi oplevelsen af hér og nu. Men kendsgerningen er, at sandheden er i dette hér og nu!

Noget andet der gør udtalelsen ”lovprisning er det, der betyder noget” så magtfuld i forhold til at forstå sandheden er, at lovprisning giver os en god følelse, og gode følelser ikke skaber adskillelse. Hvis du føler kærlighed for nogen, føler du dig nær og fortrolig med personen. Og det modsatte er også sandt – hvis du hader nogen, føler du dig adskilt. Det er derfor, at såkaldte negative følelser er smertefulde. De skaber adskillelse, og de positive følelser skaber enhed.

Lovprisning handler om at være nær, at være fortrolig/intim. I denne nærhed er adskillelsen mellem objektet og seeren overskredet/transcenderet. Når dette sker, er vi ”hjemme”, og at være hjemme er at vide! Med J. Krishnamurtis ord ”Seeren er det sete, den, der observerer, er det observerede”.
Dette er at overkomme dualismen.

Alle vore oplevelser har den samme grundlæggende kilde – det er, det jeg kalder ”alle tings sande natur”. Oplevelser har to sider, som i virkeligheden ikke er adskilte fra hinanden: formen og essensen. Det vi kalder former er den verden, vi oplever med de seks sanser, (den sjette sans er tænkning). Når vi ser dybere uden at navngive, dømme og have nogen mening om alt det, vi oplever, vil formerne miste deres fasthed. De bliver mere og mere gennemsigtige og afslører således oplevelsernes sande natur – essensen af al ting.
Når dette sker, kalder vi det for en opvågning til sandheden.

I Advaita har man et smukt billede af denne situation:

En mand ser en slange på vejen, og han løber tilbage til landsbyen, idet han råber: ”En cobra, en cobra, hjælp mig med at dræbe den!”
Nogle af landsbyens indbyggere skynder sig af sted for at hjælpe bevæbnet med stokke. Da de kommer nærmere, opdager de, at det ikke er en slange men et brændt reb.

Spirituel klarhed er at se ting, som det de i virkeligheden er. Det er at overvinde illusionen, som vi oplever med vores sanser, og skære igennem former og navne lige ind til sandheden.

Når sindet er uroligt på grund af håb, frygt, domme og lignende, kan vi ikke indse, at slangen er et brændt reb.

Hvis vi bare kunne være med det der er fra det ene øjeblik til det andet uden at sætte navn på noget, bare slappe af med hvad der er og komme tæt på og blive fortrolig/intim med ”slangen”, vil det øjeblik, som vi oplever, begynde at miste fastheden og blive åben og gennemsigtig. Hvis vi har tillid og kan blive i øjeblikket uden at sætte navn på og bedømme, så vil adskillelsen mellem indenfor og udenfor ganske langsomt begynde at forsvinde. Oplevelsen vil åbne sig, og vi vil ikke være i stand til at adskille os selv fra oplevelsen. Vores fornemmelse af væren vil ubesværet smelte sammen med oplevelsen! Det er det, der almindeligvis kaldes enhed/oneness. Oplevelsen af denne sammensmeltning er ren fryd og taknemmelighed. Så er vi hjemme igen efter at have overskredet adskillelse mellem mig og oplevelsen.

Problemet er derfor, hvordan får man det urolige sind til at slappe af.

Når vi bedømmer noget, sker der to vigtige ting:
For det første, er vi ikke længere med oplevelsen. Vi er med dommen, og vi er ikke med det, der er hér og nu.
For det andet, hidkalder bedømmelsen tidligere minder og følelser. Lad os sige, at der er en oplevelse af en følelse. I det øjeblik vi kalder følelsen for ”bedrøvelse”, vil vi sandsynligvis miste selve oplevelsen af det at være bedrøvet, fordi selve ordet bedrøvelse giver anledning til et hav af associationer og meninger, og vi er derfor ikke længere i forbindelse med den direkte oplevelse af bedrøvelse.

Når vi lever med en indstilling af lovprisning af hvert øjeblik, bliver vi også intime med hvert øjeblik, fordi at opleve direkte uden at navngive eller bedømme skaber enhed, mens tænkning skaber adskillelse.

Dette er meget let at tale om, men ikke så let at praktisere i vanskelige situationer! Men hvis vi kunne have en smule tillid til det faktum, at der kun er én aktør i dette spil, vi kalder liv, hvis vi kunne forstå, at sandheden er en mester i forklædning, kunne vi se, at hvert øjeblik er en ny forklædning. Alle vores oplevelser er den samme sandhed i forskellige forklædninger. Jo mere vi dømmer og navngiver jo flere forklædninger viser der sig. Det kaldes et neurotisk sind, og det går hurtigere og hurtigere.

Hvis vi bare tillader os selv at smelte sammen med oplevelsen, med andre ord at vedblive med at være i det der er (mindful), vil det få sindet til at slappe af.

At lovprise, hvad der er fra øjeblik til øjeblik, er at lade sindet slappe af, gøre det åbent, og derved kan vi blive det vidunderlige ”fravær”, som er vores sande natur!

Den naturlige vej til vores sande uforanderlige natur er at slappe af med, hvad der er med opmærksomhed. At lovprise hvert øjeblik eller møde hvert øjeblik med ærbødighed er virkelig at leve sandheden, for hvert øjeblik er det Guddommelige, uafhængig af hvilken mening sindet har om det.

Til alle spørgsmål

Last updated: